Jeg er normalt ikke typen, der bryder mig særligt meget om overraskelser. Jeg har det bedst når mit liv er nogenlunde forudsigeligt, og jeg føler at jeg har en eller anden form for kontrol over, hvad der udspiller sig. Det er noget man hurtigt får øje på i min hverdag: jeg er utroligt struktureret, og følger mine rutiner til punkt og prikke. Det er noget der giver mig ro i sindet, og giver mig en konstant følelse af fremskridt.

Man kan dog aldrig helt undgå overraskelser her i livet. Når de opstår, så er der dog stor forskel på, om det er en god eller en dårlig overraskelse. Der er selvfølgeligt ikke nogen der kan lide de dårlige overraskelser: men jeg er faktisk overrasket over, hvor positivt jeg reagerer på de positive overraskelser. Selvom det er en god ting der er sket, så er der trods alt stadig tale om noget uventet. Det er stadig noget der bryder med mine forventninger og mine planer, og derfor skaber noget rod i mit liv. Men i langt de fleste tilfælde er det helt okay: følelsen man får indeni af en positiv overraskelse er så stærk, at det overdøver alt andet.

Da min søn for nyligt fortalte mig, at han gerne ville starte på en idrætsefterskole, var jeg en smule skeptisk. Jeg har aldrig selv gået på efterskole, og kender derfor ikke det helt store til konceptet. Da jeg selv havde muligheden for at tage på efterskole kunne jeg ikke se pointen: hvorfor ikke bare fortsætte min skolegang der hvor jeg var nu? Jeg var glad for min skole og mine lærer, så hvorfor gøre livet sværere for mig selv? Selv når jeg kiggede på de muligheder efterskolen tilbød kunne jeg ikke se pointen: de underviste i alle mulige ting, som en ?almindelig? skole ikke gjorde. På det tidspunkt så jeg læring som noget man gjorde, for at komme frem i livet: ikke noget man gjorde ud af nysgerrighed eller et ønske om personlig vækst. Så alt på efterskolens skoleskema virkede som spild af tid for mig: intet af det var nødvendigt for at kunne læse videre. Så jeg blev i min folkeskole. Det var den samme logik der ramte mig, da min søn fortalte, at han gerne ville på en efterskole, hvor der var stor fokus på idræt. Der er ikke rigtigt nogen uddannelser der kræver, at du har haft idræt på højt niveau, for at kunne starte: så hvorfor bruge kræfter på det?

Men jeg støttede selvfølgeligt min søn i sin beslutning, og i dag ser jeg, at det var det helt rigtige valg. Der var tre fordele ved at have så meget fokus på idræt, som virkeligt overraskede mig. Min søns fysiske helbred blev meget bedre, fordi han nu var aktiv hver eneste dag. Det gav ham mere energi i hverdagen, og færre sygedage. Det var også noget der virkeligt gav ham disciplin: med sport kan man hurtigt se resultater af sin træning, og oplever kraftigt konsekvenserne, hvis man er doven. Sidst, men ikke mindst, så gav idræt min søn en helt ny kilde til selvtillid.